Valpolicella Superiore DOC "Roccolo Grassi"
Vinbeskrivelse: Vinen fremstår dybt rubinrød med en krydret, peberagtig næse med strejf af tobak og mineraler suppleret med røde bær, sherry og kaffe. Smagen er elegant med aromatisk kompleksitet - en rig, fed, fyldig vin med søde tanniner og en god, vedvarende finish.
Vinifikation: Druerne høstes manuelt, normalt i første halvdel af oktober i små beholdere, der rummer mellem 10 og 20 kg.
Mostudbyttet holdes nede på max 65% af druevægten. Druerne afstilkes og presses varsomt for at bevare druerne så intakte som muligt. Der tilsættes kulturgær til mosten, hvorefter gæringen finder sted ved en temperatur på 25 - 28 grader, og varer fra 20 - 30 dage afhængig af årgangen, gæringstemperaturen, skindets tykkelse og druernes modenhed. Mosten holdes i kontakt med skindet under hele gæringen. ”Hatten” (skind, kerner m.v.) presses ned og overhældes med most under gæringen for at udtrække farve og garvesyre m.v. Andengæringen finder sted naturligt i træfade.
Vinen fadlagres normalt i ca. 20 måneder i franske egebarriques, 30% nye og 70% der har været brugt 2 - 3 gange tidligere. Vinen filtreres varsomt inden vinen flaskes. Den lagres videre 6 - 10 måneder på flaske, inden den frigives til salg.
Der produceres ca. 16.000 flasker af denne vin pr. år. Det normale alkoholindhold er ca. 14%. Ønsket er gennem lavt udbytte og omhyggelig vinifikation at fremstille en betydningsfuld Valpolicella, der skal kunne tage kampen op mod andre af verdens store vine. Det er samtidig ønsket at fremstille en vin, der adskiller sig fra Amaronen, og resultatet skulle gerne være en kraftig, elegant og fin vin med en skøn aromatisk kompleksitet, der udtrykker terroir, druesorterne og Roccolo Grassis stil.
Servering: Serveres ved 16 - 18 grader til fyldige forretter, krydret mad, pasta og bønner, roast-beef og andet rødt kød. Kan også anvendes til vildt, gryderetter og mediumfyldige oste.
Dekantering: Vinen bør i sine unge år dekanteres før brug. Jo yngre, jo tidligere bør den dekanteres.
Lagring: Vinen har et lagringspotentiale på 10 år under de rette betingelser.
Vine 